start på hovedindhold

Signe Valentin Bak bliver ny dagtilbudschef i Viborg Kommune

Den nye chef for dagtilbud tiltræder 1. oktober 2026. Hun skal blandt andet sikre fremdriften i de udviklingsspor, der allerede er sat i gang og være med til at udvikle sammenhængen på tværs af Børn & Unge.

Pressemeddelelser
Signe Valentin Bak er ny dagtilbudschef i Viborg Kommune fra den 1. oktober 2026
Signe Valentin Bak er ny dagtilbudschef i Viborg Kommune fra den 1. oktober 2026

Viborg Kommune har ansat Signe Valentin Bak som ny dagtilbudschef i Børn & Unge. Hun har allerede stor erfaring med ledelse på børneområdet fra sin nuværende stilling som leder af dagtilbudsområdet og sundhedsplejen i Struer Kommune. En stilling hun har haft siden 2018.

En central rolle i Børn & Unge

Blandt de centrale opgaver i Viborg Kommune, som Signe Valentin Bak får del i, er at udvikle sammenhængen på tværs af Børn & Unge, især i samarbejdet med Skole og Klubområdet, Familie & Rådgivning og øvrige samarbejdspartnere. Det gælder f.eks. i overgangen mellem dagtilbud og skole, forebyggende indsatser, komplekse familiesager og i arbejdet med børn og familier med behov for en koordineret indsats. 

Direktør Lotte Junker Pedersen glæder sig til samarbejdet med den ny dagtilbudschef:
– Det bliver en vigtig opgave for vores nye dagtilbudschef at holde fast i den retning, som allerede er sat i Børn & Unge gennem de seneste år, hvor der på dagtilbudsområdet er blevet arbejdet målrettet med blandt andet en stærk evalueringskultur og en fælles pædagogisk udvikling. Her ser vi Signe Valentin Bak som den rette kandidat til at bidrage med de ledelsesmæssige, faglige og personlige kompetencer, der skal til for, at vi fortsat kan lykkes med at skabe udvikling og fremdrift på 0-6-årsområdet.

– Der er et stærkt match mellem Signe Valentin Baks solide erfaring med at arbejde i samspillet mellem faglighed, politik og drift i en kommune og de dagsordner, som er sat på dagtilbudsområdet i Viborg Kommune, siger Lotte Junker Pedersen.

Skal arbejde videre med ambitiøse mål

Signe Valentin Bak overtager ansvaret for et dagtilbudsområde, der omfatter 4 dagtilbudsområder med børnehuse, 2 særlige dagtilbud og beskæftiger ca. 120 dagplejere.

– Jobbet som dagtilbudschef i Viborg Kommune er på mange måder et drømmejob for mig. Jeg glæder mig til at arbejde videre med de ambitiøse mål, der allerede er sat for kommunens dagtilbud og til at indgå i samarbejdet med politikere, ledere og medarbejdere på dette vigtige område, siger Signe Valentin Bak. 

– Der ligger i første omgang en stor opgave i at lære en ny kommune at kende indefra, og jeg glæder mig til at møde mine nye kolleger – både i Børn & Unge og i den øvrige organisation, siger hun. 

Fakta om Signe Valentin Bak

  • Signe Valentin Bak kommer fra en stilling som leder af dagtilbudsområdet og sundhedsplejen i Struer Kommune. Hun har besiddet stillingen siden 2018.
  • I Struer Kommune har hun haft ansvaret for bl.a. ledelse af dagtilbudsledere og sundhedsplejen, strategisk udvikling af dagtilbudsområdet, tilsyn og kvalitetsudvikling, budgetansvar og kapacitetstilpasning. 
  • Hun er uddannet cand.pæd. i pædagogisk antropologi på Aarhus Universitet og er oprindeligt uddannet lærer fra VIA University College.

Yderligere oplysninger

Lotte Junker Pedersen,
Tlf. / mail: ljped@viborg.dk

Signe Valentin Bak,
Tlf. / mail: signevalentinbak@gmail.com

Vedhæftede filer